Grauballemanden genoplivet

Fokus på mennesket og det levede liv frem for på døden og dødsårsagen. For at forstå mere om moseliget fra Jernalderen og derigennem om vores egen udviklingshistorie.

Af Eline Mørch Jensen

- Egentlig er jeg slet ikke til moselig, siger Pauline Asingh med et skævt smil. Siden år 2000 har hun været ansat på Moesgård Museum, hvor hun har stået for nytænkningen og genopsætningen af udstillingen om Grauballemanden, verdens bedst bevarede moselig fra jernalderen.

Og derfor er Pauline Asingh – trods sine sølle 50 år – af mange også kendt som Grauballemandens mor.

Indtil år 2000 var Grauballemanden henvist til et beskedent hjørne af udstillingen om våbenfundet fra Illerup Ådal på Moesgård Museum. Men efterhånden som der dukkede banebrydende nye videnskabelige undersøgelsesmetoder frem, opstod behovet for at få opdateret vores viden om og ikke mindst fremstilling af det menneske, som materiliserede sig i tørvemosen den 26. april 1952.

Pauline Asingh, der som arkæolog ikke specielt har dyrket jernalderen og i udgangspunktet var mere fascineret af bronze- og middelalderens mennesker og kultur, tog dog imod opgaven og måtte hurtigt overgive sig.

Både til Grauballemanden selv og til hans tid. For selv om han måske ikke ligefrem er nogen skønhed med sit sammenfaldne ansigt og det dybe snitsår gennem halsen, så har Pauline Asingh fundet en skønhed ved ham - i måden hånden foldes på og ved skulderens krumning fx - og måske især gennem den fortælling han rummer om det levede liv i jernalderen.

Det er den historie hun har stræbt efter at fortælle i Moesgård Museums udstilling om Grauballemanden.

Politi-escorte med blå blink

- Vi var 10 mand om at løfte ham, da han skulle flyttes fra sit leje på Moesgård Museum og af sted til undersøgelserne på Århus Kommunehospital. Han vejede næsten ingenting. Det var ligefrem skuffende og jeg kan huske, jeg tænkte: herregud, så er han sgu væk. Der var ikke nogen sjæl tilbage, kun en hul skal.

Der blev talt til tre så de, der skulle løfte, kunne gøre det i takt. Ikke at der umiddelbart var fare for at han ville knække på midten, men ingen kunne jo på forhånd vide hvor godt konserveringen holdt. Heldigvis var han særdeles velholdt og stiv som et bræt.

Selv om alle brugte handsker, når de var i berøring med ham både under flytningen og de videre undersøgelser, har Pauline Asingh dog flere gange sneget sig til at føle på ham. Hun kan derfor berette, at han, ikke mindst som følge af konserveringen, føles glat og hård nærmest som en garvet læderstøvle.

Moseliget kom på plads i sin specialbyggede kasse i den stød-absorberende bil fra transportfirmaet Hvejsel og blev, sammen med Pauline Asingh, kørt til Kommunehospitalet under politi-escorte med blå blink. Herefter stod den på tre dages intensive undersøgelser, tilrettelagt time for time med specialister på hver deres område, først på Århus Kommunehospital og siden på Skejby Sygehus.

De nye undersøgelsesmetoder gav en del helt ny viden og ifølge Pauline Asingh var det inspirerende at følge hvordan forskerne videnskabeligt befrugtede hinanden i arbejdet. I det videnskabelige værk Grauballe Man. An Iron Age Bog Body Revisited, udgivet af Moesgård Museum og Jysk Arkæologisk Selskab i 2007, har hun og lederen af Antropologisk Laboratorium på Panum Instituttet, Niels Lynnerup, sammen med de øvrige involverede i projektet, dokumenteret undersøgelserne.

Desuden har hun netop skrevet en populær opsamling af vores viden om Grauballemanden, som et planlagt til udgivelse senere på året på forlaget Gyldendal.

Fra skind og ben til kød og blod

- Da undersøgelserne var overstået på tredjedagen forhindrede en snestorm Grauballemanden i at komme hjem til Moesgård som planlagt, hvorfor jeg tilbragte jeg natten sammen med ham på en hospitalsstue. Og det var en underlig oplevelse!

- Ikke fordi jeg ikke har været tæt på et lig før, det har jeg nemlig, både med mennesker der var helt tæt på, og så selvfølgelig som arkæolog i forbindelse med udgravninger.

- Faktisk har jeg et ret råt forhold til døden, når jeg selv skal sige det, og har uden større lidenskab stukket næsen i den ene begravelse efter den anden – fra både stenalder, bronzealder, jernalder, vikingetid og middelalder.

- Alligevel skete der et eller andet, kald det magi eller historiens vingesus … Da jeg lå der i sengen ved siden af Grauballemanden, kun afbrudt af en sygeplejerskes jævnlige tilsyn, fik jeg ikke sovet ret meget. Jeg var ikke bange eller uhyggelig til mode, men det var som om jeg næsten ventede at han skulle give et lille suk fra sig … Det lyder måske skørt, men sådan tror jeg de fleste ville have reageret på hans tilstedeværelse.

Der kom nu ikke noget suk trods de mange intensive undersøgelser, han havde gennemgået, men for Pauline Asingh fik Grauballemanden noget af sin sjæl tilbage. Det, at hun lærte ham bedre at kende, gjorde, at han ændrede sig fra at være en tom, sjælløs skal, til at blive et menneske af kød og blod.

Forlagte ryghvirvler

Den oprindelige undersøgelse af Grauballemanden havde en helt anden tilgang end den man anlagde i år 2000. Dels var de etiske hensyn nogle andre dengang, dels var Moesgårds direktør P.V. Glob, som forestod udgravningen og undersøgelsen af Grauballemanden, en af de eneste videnskabsfolk der på dette tidspunkt anså et menneske for at være videnskabeligt materiale.

Alene det forhold at konservatoren, Georg Lange Kornbak, som i øvrigt var uddannet billedhugger (konservatoruddannelsen fra den nuværende Konservatorskole fandtes endnu ikke), erklærede at hans vigtigste opgave i forbindelse med konserveringen af Grauballemanden var at efterlade et smukt lig, siger meget.

- Kornbak var meget dygtig og respekteret for sit arbejde, bl.a. var det klogt af ham at fuldende mosens garvning ved at lægge ham i bade med udtræk af egebark. Derefter indgned han huden i en såkaldt tyrkisk rød-olie, som er en af de mest stabile olier der overhovedet findes. Alligevel ville man nok have gjort mange ting meget anderledes i dag, fx ville man nok have frysetørret ham.

- Netop det med at gøre ham i stand og pynte på ham, anses ikke for at være i orden nu om dage. Hvis man fandt ham i dag, ville man gøre alt for at bevare og fremstille moseliget så tæt på den tilstand, han var i, på tidspunktet for fundet. Men Kornbak fyldte altså hans indfaldne mave ud med svampe – ja, med skumgummisvampe til tavle-brug! - og brugte kunst-harpiks for at give huden fylde, beretter Pauline Asingh.

En medvirkende årsag til Grauballemandens slunkne mave var, at alle organer blev fjernet. I forbindelse med den oprindelige undersøgelse udtog man leveren for at foretage en kulstof 14-analyse og fastslå hans alder. Muligvis har man haft brug for flere organer til prøven, men der findes ingen notater om det og ingen ved i dag hvor hjerte, nyrer og lunger er blevet af. Det samme gjaldt for fire ryghvirvler, som forsvandt sporløst og – af Kornbak – blev erstattet med tavlesvampe.

- Lige indtil jeg i 2001 deltog i en verdens mumie- og moseligs-konference i Grønland og i et foredrag fortalte om det! Efter foredraget blev jeg opsøgt af en antropologi-professor fra Wisconsin, som kunne fortælle at han tilfældigvis havde kendskab til at de fire ryghvirvler lå i et syltetøjsglas i et dødsbo hos en professor i Alaska.

Ad sære omveje kom de faktisk tilbage, sådan at vi i dag ligger inde med den intakte rygsøjle. Nye metoder afprøvet I 2000 foretog man, lige som i 1952, en konventionel røngten-undersøgelse for at se nærmere på Grauballemandens knogler og det omgivende væv.

Desuden foretog man en CT-scanning, der har den fordel at man også kan udskille muskler, sener og hud samt i øvrigt lave 3D-gengivelser af hele kroppen sådan at den kan ses fra alle vinkler. Hvilket er praktisk når man gerne vil forestille sig hvordan kroppen så ud, men ikke kan flytte og vende manden. Herudover foretog man ultraviolette og infrarøde hudanalyser, bl.a. for at se om der var spor af tatoveringer, hvilket der ikke var.

De nye undersøgelser har kunnet fastslå Grauballemandens alder til 34 år. Det lod sig gøre fordi en opvakt retsmediciner ved Århus Universitetshospital, Lene Warner Boel, fik en god ide. De knogle-stumper, hun udtog af bækkenet, viste sig nemlig at være lige så velbevarede som et nulevende menneskes knogler.

Man indfarvede derfor nogle knogle-stumper og tog nærmikroskopi-billeder af dem, sådan at de lameller som knoglerne er opbygget af, kunne ses og tælles som årringe i et træ. Der var 10 lameller, hvilket for en mand svarer til en alder på 34 - så enkelt var det.

For 50 år siden fjernede man Grauballemandens tænder, som i øvrigt også blev væk, men heldigvis dukkede op igen efter 30 år. Desværre var de skrumpet ind, men i dag udstilles et sæt kopier sammen med resten af manden.

Det har ikke været muligt at foretage en DNA-analyse af tænderne, efter som mosens DNA ikke kan udskilles fra tændernes egen DNA, men ifølge Pauline Asingh vil det sandsynligvis kunne lade sig gøre inden for de kommende 10 år.

- Til gengæld har vi fundet flere vulste, nogle rande eller kanter, på tandbenet som stammer fra 2-3-års-alderen og som indikerer en eller anden form for stress på immunforsvaret. Det kan være sult eller alvorlig sygdom, ikke bare en influenca, men noget der virkelig har sat sig.

- Selv hælder jeg til den antagelse, at det er et tegn på hans afvænning fra modermælk, som jo godt kan være en hård tid at komme igennem uden vælling, frugtmos og andre erstatninger i sutteflasken …

Kødæder med grød i maven

- Den kemiske analyse af håret, som jo afslører alt hvad du har indtaget, har også gjort os klogere på både manden og tiden. Den viser nemlig sammen med knogle-prøver at han er fra indlandet og stort set har levet af kød.

- Og altså ikke marint, dvs. af fisk og skaldyr, og heller ikke nævneværdigt af grød og korn, hvilket jo især er interessant fordi vi ellers har tendens til at tro at jernalderens mennesker nærmest levede af grød, siger Pauline Asingh og fortsætter:

- Resterne af det måltid, man fandt i hans mavesæk, adskiller sig til gengæld helt fra det billede, som vi ellers har af hans madvaner, efter som det udelukkende består af korn, bl.a. pileurt og frø fra spergel. Selv om man dyrkede udmærket korn herhjemme på det tidspunkt, er det en slags nødkost, dvs. avner og frø fra tærskningen, vi har fundet i hans mave. Eksperterne, der har analyseret indholdet, har kaldt det for dyrekost, det ringeste af det ringe med andre ord.

Hvordan tolker du det, at her er en kødæder som har fået serveret avner og ukrudt som sit sidste måltid?

- I en vis forstand giver det god mening … Vi tolker jo hans død som en ofring, og hvis man nu forestiller sig at folkene har villet takke for eller bede om en god høst, hænger det da meget godt sammen med at man giver guderne det sidste man har, bundskrabet fra krukkerne så at sige, hvilket kan symbolisere frugtbarhed. Også i Irland har man fundet tre moselig, som alle var kødædere, men alligevel havde grød, foruden mælk, i maverne.

En voldsom død

I følge Pauline Asingh sker der et interssant skift i offer-ritualerne fra bronzealder til jernalder, hvor ofringerne i bronzealderen signalerer overskud, rigdom og status, mens mennesket kommer ind som det ypperste offer i jernalderen.

Ca. 500 år f.v.t., dvs. 200 år før Grauballemandens død, blev man i stand til at fremstille redskaber og våben af jern. Tørv og myremalm hentes fra moserne til udvinding af jern, og da ofringerne foregår i gamle tørvegrave, kan man forestille sig at ofringerne er en slags frugbarheds-ofringer, også i taknemmelighed over de råvarer som mosen leverer til denne nye og for sin tid så revolutionerende teknologi.

Hvorvidt moseligene var ophøjede ofre, forstået sådan at det var forbundet med en vis ære at blive ofret og muligvis endda noget man var udset til fra fødslen af, eller om man ofrede kriminelle eller udstødte af samfundet, har der altid været delte meninger om.

- Det skyldes nok især den voldsomme måde, vi kan se at moseligene er kommet af dage på, og som man hidtil ofte har tolket som en form for straf. Vi kan se at Grauballemandens ene ben er brækket, hvilket man har ment skyldtes at han var blevet forhindret i at flygte.

- Jeg tolker det snarere som om han er som et led i drabet er blevet stækket, simpelthen for at få ham placeret mest hensigtsmæssigt i forhold til det snit hen over halsen, som han får foretaget, og som kræver at han er nede på knæ med hovedet bøjet bagover.

- Længe mente man også at han var blevet slået i hovedet, men de nye undersøgelser har vist at hullet i hovedet snarere skyldes trykket fra mosen – samt måske at en besøgende kom til at træde på ham, dengang Grauballemanden dukkede frem af mosen.

- Grauballemanden har fået halsen skåret over fra øre til øre, hvilket indikerer at han må have ligget på knæ og være blevet holdt fast, med hovedet bøjet bagover. Og selv om han altså har fået brækket benet umiddelbart inden drabet, går tolkningen i retning af at se moseligene som ophøjede ofre. Hvem ville i øvrigt ikke forsøge at afværge en ”halshugning” – om ikke andet pr. refleks? Selvom ens status som samfundets udsete og ophøjede takoffer var forbundet med nok så stor anseelse …

Grauballemandens look

- Vi kan ikke sige noget om Grauballemandens klædedragt, fordi han er lagt nøgen i mosen. Og dét ved vi til gengæld bestemt at han er, fordi der ikke er bevaret nogen rester af tøj af skind eller uld. Selv hvis han havde været iført tøj forarbejdet af hør eller nælde, som ville være gået til i mosen, ville det have afsat aftryk på huden, og det er der ingen tegn på, forklarer Pauline Asingh.

- Desværre kender vi ikke hans oprindelige hårfarve, efter som mosen jo har farvet håret rødbrunt. Håret går til lige under ørene og nogenlunde lige langt hele vejen rundt, så frisuren giver sjovt nok grund til at antage, at han har brugt en form for voks til at sætte det med. Ellers må han have brugt pandebånd, for ikke at få det lange pandehår i øjnene.

- Teorien om at han kan have brugt hårvoks stammer fra andre samtidige moselig fra Irland, hvor man har fundet spor af en slags voks i håret bestående af olie og harpiks så langt væk fra som i Frankrig, hvilket giver et praj om datidens udveksling af skønhedsprodukter.

Endelig havde han tre uger gamle skægstubbe da han blev fundet, men de forsvandt desværre ved konserveringen. Derudover kender man naturligvis hans mål, han var 174 cm høj, hvilket svarer til gennemsnitshøjden for en mand på denne tid. Hans vægt har nok været ca. 65 kg. I dag, hvor han er mumificeret og mest består af skind og ben, vejer han omkring 15 kg.

Hans alder på 34 år gør ham til mere end midaldrende på sin tid, men hans almene sundhedstilstand er udmærket og viser, at han på ingen måde stod med den ene fod i graven – ikke før han blev ofret og led en ikke-naturlig død i mosen.

Rekonstruktion af manden fra mosen

I forbindelse med de nye undersøgelser og genopsætningen af Moesgårds udstilling om Grauballemanden fik Pauline Asingh udarbejdet en rekonstruktion af, hvordan det 34-årige moselig så ud på tidspunktet for sin død.

Rekonstruktionen er lavet i gips af Caroline Wilkingson fra Retsmedicinsk Institut på Manchester University, hvis rekonstruktioner er kendte for at føre til den højeste opklaringsprocent i verden.

- Gips-kopien er lavet på baggrund af en CT-scanning af hans hoved. Man placerede 30 stifter i en rekonstruktion af kraniet og byggede herefter ansigtet op muskel for muskel, fordi man kender cirka-tykkelsen på netop de 30 forskellige punkter i en 34-årig, europæisk mands ansigt.

Da dimensionerne var på plads, var der i øvrigt hårlængde og skægstubbe at gå ud fra, mens man ikke kendte farven på hverken øjne, hår eller hud.

I udstillingen på Moesgård indgår en filmforevisning, hvor man kan se udførelsen af rekonstruktionen skridt for skridt. Filmen slutter dog ikke med at vise det færdige bud på Grauballemandens ansigt – næsten som om man ikke ønsker at det er det indtryk der skal stå tilbage på nethinden. Pauline Asingh forklarer her hvorfor:

- Omkring år 2000 var det vigtigt for mig at signalere, at dette blot var et bud på Grauballemandens ansigt. Nu har jeg det lidt anderledes, måske i takt med at jeg har fået mere fokus på livet og mennesket, på farverne frem for den grå død i jernalderen, og derfor har mere mod på at melde klart ud hvad jeg tror på.

- At jeg går ind for teorien om Grauballemanden som offer fx og har meget tilovers for Wilkingssons bud på hans udseende - hun har jo ikke grebet sine forestillinger ud af den blå luft, men virkelig noget at have sit bud i.

Ingen pixi-bøger, tak

Måske skal rekonstruktionen af Grauballemanden have en anden og mere central plads på det nye Moesgård Museum, som er tegnet af Henning Larsens Tegnestue. Det har Pauline Asingh endnu ikke lagt sig fast på. Én ting er dog sikker: Der kommer ikke til at gå pixi-bøger og merchandaise i Grauballemanden på samme måde som det er sket for andre moselig:

- Et grelt eksempel er rekonstruktionen af Yde-pigen fra Holland. Hun er nok det mest uhyggelige mosefund man nogensinde har set, men ved rekonstruktionen for en ti års tid siden kom hun til at ligne en lille lyshåret prinsesse og blev hele Hollands darling med alt hvad det indebar af pixibøger, computerspil og alverdens merchandaise-produkter.

Lige som Grauballemanden ikke just er skøn at skue, er hans 5300 år gamle kollega, stenaldermanden Ötzi, ifølge Pauline Asingh heller ikke særlig ”nem at holde af”. Ötzi blev fundet 1991 i Alperne og udstillingen Ötzi – mumien fra Alperne fra Det Arkæologiske Museum i Sydtyrol kan opleves indtil den 3. august 2008 på Moesgård Museum.

- Faktisk gav man Ötzi sit navn, fordi man ville forsøge at gøre mumien mere elskelig. For han ser jo unægtelig lidt uhyggelig ud, som han ligger der fastfrosset i sin dødsstilling i museet i Bolzano, hvor man ind imellem må spraye vand ind i isblokken for at forhindre hans nedbrydning.

Man har desuden forsøgt sig med en meget konkret rekonstruktion af ham, dvs. et bud på hvordan han ville have set ud i levende live, som ikke levner megen plads til andre tolkninger.

- Vores rekonstruktion af Grauballemanden er mere åben. Og så må vi jo ikke glemme, at nok tager han sig ikke lige så godt ud som fx Tolllundmanden, men han er dog immervæk det bedst bevarede moselig der findes i hele verden, siger Pauline Asingh.

Og kun sådan kan vel en stolt mor tillade sig at sige.