Grauballemandens fundhistorie

En verdenssensation

Det var en verdenssensation, der den 26. april 1952 lokkede professor P.V. Glob fra Århus Museum til en lille mose nær Grauballe ved Silkeborg.

Tørvearbejder Tage Busk Sørensen ver under tørveskæring en meter under mosens overflade stødt på et menneskelig med stort rødblondt hår. Det var en voksen mand, der var nøgen. Han lå på maven med højre ben trukket op og højre arm vredet bagud.

Det var ikke den lokale drukkenbolt Røde Kristian, som man først troede, men liget af en jernaldermand, der efter 2000 år i mosen nu kom for dagens lys. Til stor forbløffelse for alle var både, hud, hår, læber, ja, selv skægstubbe meget velbevaret.

De første undersøgelser

Det var ikke usædvanligt, at man under tidligere tiders tørvegravning stødte på lerkar, smyker og våben, som i oldtiden var blevet nedlagt i moserne som ofre. Fundet af et menneskelig vakte imidlertid stor interesse og bevågenhed såvel lokalt som internationalt.

Med hjælp fra hestekræfter blev Grauballemanden trukket op af mosen og fragtet til museet liggende i en blok mosetørv. Under den efterfølgende udgravning på museet åbenbaredes dødsårsagen: en dyb snitlæsion højt oppe på halsen fra øre til øre. Røntgenoptagelser viste desuden, at han havde brud på kraniet og højre ben.

En række videnskabelige undersøgelser blev foretaget. Bl.a. viste en obduktion, at mavesæk og tarme stadig indeholdt de velbevarede rester af hans sidste måltid.

Bevaring

Grauballemandens usædvanligt gode bevaringstilstand skyldes kemiske processer, der foregår i mosen. Planten sphagnum har sammen med vand og garvesyre stoppet forrådnelsesprocessen, og i stedet er der indledt en garveproces.

I bade med udtræk af egebark fuldførte konservator Lange-Kornbak denne garvningsproces i løbet af 18 måneder.