Ranes dagbog fra Arctic Explorer oktober 2008

Etnograf Rane Willerslev fra Moesgård Museum stødte til Arctic Explorer i Anadyr i Nordøstsibirien - et område han i flere omgange har lavet feltarbejde i. 

Her er Ranes dagbog fra turen:  

Dag 10 - Hjemme igen

Vores fly tilbage til København går først om aften, så vi tager en tur ind på den Røde Plads og ser mumien af Lenin. Tidligere valgfartede folk fra hele Sovjet for at se lederen, og i dag er der igen kø. Militærvagterne står stadig der og tysser på de folk der måtte tale imens de befinder sig i mausoleet. Jeg bukker i respekt for liget, der mest af alt ligner en voksdukke. Derefter går vi rundt på Kreml. Storslået. Oser af magt og imperium. Så er vi på flyet og hjemme i Danmark. Henrik Thomsen fra Jyllands-Posten modtager os i lufthavnen. Vi er alle dødtrætte. Jeg tager med Kasper og Lars tilbage mod Århus. Det er Lars’s kone der kører bilen. Vi er trætte og taler ikke meget. Jeg sættes af i Skanderborg og tager toget til Århus. Er hjemme kl. 01.15. Dejligt at se Astrid og Gertrud. 

Dette var Ranes sidste log fra turen. Du kan læse flere artikler og se billeder fra Arctic Explorer her. 

Dag 9 - Til Moskva 

Om morgenen præsenteres vi for en lokal dansetrup, der gør sig i nationale danse. Det er smukt, men jeg kan ikke lade være med at sammenligne den stilistiske og ufarlige sceneoptræden med det rå liv, som tjukterne lever ude på tundraen. Der er igen sammenhæng imellem de to verdener. Faktisk bliver jeg i dårlig humør over at se danserne. Det er sådan en kultur tager sig ud, når den har mistet fodfæstet i den virkelige levet verden. Køber en CD med dansene til museet, måske mest for at være flik over for danserne.

I lufthaven møder vi Ida, der er ankommet fra Moskva. Hun er leder af rejseselskabet og Røde Kors på Chukotka og så er hun kusine til den legendariske rigmand og guvernør Abromovich. Journalisterne kaster sig over hende med spørgsmål om hendes personlige forhold til rigmanden. Hun nægter at svarer på spørgsmål vedrørende sit privatliv, men giver en noget glat version af det nye liv på Chukotka, hvor hun understreger Abromovichs mange tiltag for at fremme økonomien i området. Det er sindssygt at tænke på, at regionens mange investeringer i bygninger og infrastruktur stort set er finansieret af Abromovich skattebetaling. I Rusland er topskatten kun 15 %, men hvis man er Ruslands rigeste person er det altså nok til at opbygge en hel region fra bunden. Kommer på flyet. Turen til Moskva tager 11 timer. Vi sidder og ser video, læser og sover. Er helt smadret, da vi kommer frem til hotellet, men tager alligevel til den Røde Plads for at møde Jyllands-Postens Ruslands korrespondent, Nils. Avisen giver en god middag og vi tager derefter på værtshus, hvor Moesgård flotter sig med at give en øl. Tager tilbage til hotellet og falder om. 

Dag 8 - Ventetid 

Vi er begyndt at kede os i Anadyr. De evige ture til lokale museer og kunstforretninger er ved at gå alle på nerverne. De andre er ivrige efter at komme hjem. De har også været af sted i to måneder. Selv savner jeg min kone, Astrid og min lille datter Akulina. Men indbyrdes har vi det sjovt. Der passere ikke en time hvor vi ikke griner. Vittighederne er platte og stinker af mandehørm, men sjovt er det. Vi har ombooked vores fly. Ifølge planen skulle vi hjem om to dage, men pga. af benzinkrisen (flere flyselskaber kan ikke betale benzin, så passagererne strander halvvejs, ligesom jeg selv på udrejsen) har vi valgt at flyve direkte til Moskva. Det indebærer, at vi rejser i morgen. Alle glæder vi os til at komme hjem. 

Dag 7 - Tæmmet kultur 

Vi er helt smadret da vi vågner. Går ned på det lokale spisested og får spejlæg. Der er organiseret besøg på det geologiske museum. Vi tager derhen, men er for trætte til at følge med i gennemgangen af forskellige typer sten og forsteninger. Dernæst er der besøg i en turistforretning der sælger indfødt kunst der er så grimt, at ingen person jeg som kender, kunne drømme om at hænge det på væggen. Her er kulturen tæmmet og gjort ufarlig, så den passer ind i småborger hjemmet. Fy for den lede, lad mig komme væk. Har en kort samtale med en eskimo-kvinde, der er formand for sammenslutningen af eskimoer i Tjukotka. Hun er som de fleste indfødte ledere et produkt af det russiske samfund som hun opponere imod. Hun hævder, at tale sin folks sag men i virkeligheden taler hun samme sprog som de folk hun påstår undertrykker dem. Jeg finder samtalen uinteressant. Tager hjem og skriver på vores nye hotel som er tip top. Glæder mig til at komme hjem til Danmark.  

Læs mere om Anadyr og se billeder fra Arctic Explorer her.

Dag 6 - Retur til Anadyr 

Tilbage i luftpudebåden og med fuld fat mod Anadyr. Vi stopper kun en gang for at banke is af bådens propel. Ankommer til Anadyr kl. 14, omkring 4 timer efter. Tiden skal ikke spildes, så vores russiske venner har organiseret et besøg på det lokale kulturhistoriske museum. Det er ligesom resten af byen top moderne, sponseret af Abromovich. En tjuktjisk Iranga står udstillet sammen med moderne indfødt kunst. Desuden er der videoskærme, som afspiller forskellige filmklip om naturen og folkene i Tjukotka. Efter besøget bliver vi taget til vores hotel, eller rettere mangel på samme. Vi bliver indlogeret i en lejlighed som er omdannet til sovesal. Det er for meget for flere af ekspeditionens medlemmer, som er godt trætte af at have boet på billige skod hoteller på deres tur igennem Arktis. Der ringes til Jyllands-Posten og kræves nyt hotel. Vi får medhold og lovning på nyt og bedre sovested i morgen. Derefter går vi ud. På et spisested falder vi over en fødselsdagsfest og bliver inviteret med. Vi danser og drikker det meste af natten og tænker ikke på morgendagens tømmermænd. 

Dag 5 - Tilbage til landsbyen 

Dagen går med transport tilbage til landsbyen. ”Vezdehoden”, tankvognen, skrumler hen over tundraen og vi sidder på taget og hører musik i vores ipots. Solen skinner og det er skønt. Det gælder om at være varmt klædt på og jeg sidder med pelshue og pelsstøvler og handsker samt dunjakke og dunbukser. Efter 7 timer når vi landsbyen. Lars, der blev efterladt i landsbyen har ikke spildt tiden, men dækket historier om tjuktjernes forhold til døden. Der skulle være blevet organiseret noget traditionelt dans på skolen, men heldigvis går der kludder i planlægningen, så det aldrig bliver til noget. Ingen af os gider se iscenesættelser af tjuktjisk kultur, nu når vi har oplevet hyrde livet på tundraen. I stedet kommer vi i russisk sauna. Der hældes vand på de glohede sten så dampen står os om ørene. Det er skønt for vi er meget beskidte. Alt lugter af rensdyr, vores tøj, hår og soveposer. Vi går tidligt i seng, godt udmattede. I morgen skal vi af sted mod Anadyr kl. 7 om morgenen.  

Dag 4 - Rypejagt 

Irangaen har kun et bål i midten som opvarmning, så morgenerne er ganske kolde. Det er tydeligt at vinteren nu står for døren. Når vi vågner fryser det minusgrader og floden er begyndt at danne is. Det er kvinderne, der skal op og tænde bål og lave morgenmad. Blandt tjuktjerne er der en skarp arbejdsdeling imellem kønnene: kvinderne tager sig af alt omkring teltet imens mændene står for alt der har med renflokken at gøre. Dagen går med at interviewe folk. Jeg hjælper de andre som tolk og fortager selv et video interview med Viktor og hans kone omkring klimaforandringer.

Senere på dagen går jeg på rypejagt med Mikkel fra Københavns ZOO. Ryperne er svære at komme på skudhold af, men Mikkel udtænker en snedig strategi: Jeg gemmer mig i buskene imens han driver ryperne frem. Jeg skyder og dræber en fugl. Men udover fuglene må man sige at tundraen er en gold og livløs ødemark. De eneste dyr vi ser, er en hare, en ræv og så selvfølgelig tam- rensdyrene. En jæger ville ikke kunne overleve her. Der er ganske enkelt for lidt vildt. Om aften holder vi fest med vores tjuktjiske værtsfolk. Både de og vi holder taler om venskabet imellem vores to folk og vi synger og danser. Maja, en af hyrdernes koner, giver os hver en lille afskedsgave. Jeg får et ugarvet kalveskind. Det har været et dejligt ophold på tundraen og vi glæder os ikke til at forlade lejeren i morgen. 

Dag 3 - Blandt rensdyrshyrderne 

En ren skulle slagtes til vores ære og det meste af dagen gik med at drive hjorten mod teltene og fange den udvalgte ren. Men om morgenen lykkedes det mig at lave to interviews til Moesgård om de klimaforandringer, som hyrderne mærker hver eneste år. Det bliver varmere og det giver en række problemer for renerne, blandt andet det, at det begynder at regne tidligere, som giver sneen en hård skorpe, der gør det svært for renerne at trænge ned til lavet. De yngre hyrder var klar over, at dette skyldes drivhuseffekten imens de ældre tjuktere beskyldte de unge for at forårsage klimaforandringerne ved ikke at følge traditionen for blodofringer omhyggeligt nok. Der var ikke længere nogen der kunne huske magiske formler for at kontrollere klimaet, men henviste til tjuktjerne ved kysten. ”De er mere afhængige af vejret”, som Viktor udtrykte det. Renen blev fanget og slagtet og så blev vi eller præsenteret for en række delikatesser: rå hjerne, næse og øjne. Det sidste blev dog kun spist af vores modigste deltager, Mikkel fra Københavns Zoo. Jeg foregav, at jeg havde prøvet at spise øjne før og at det smagte godt. Efter Mikkel havde suget saften ud og slugt øjet, erkendte jeg at jeg aldrig havde spist øjne fordi jeg synes det var for ulækkert. Vi grinte alle sammen. I det hele taget havde vi en dejlig tid. Også rensdyrhyrderne nød vores selskab. De grinede og dansede med os om aften.  

Se Casper Dalhoffs flotte fotoreportage fra tjukterne her 

Dag 2 - Ud over stepperne 

Vi kom af sted før middag. Lars måtte efterlades i landsbyen fordi han led af et kraftigt migræne-anfald. Vi andre sad alle på taget af tankvognen imens den sneglede hen over tundraen - det træløse steppelandskab, som udbredte sig til alle sidder i en alt opslugende horisont. Her føler man sig virkelig lille i en stor og gold ødemark.

På vejen til rensdyrhyrdernes brigade passerede vi en bakke, hvor et stort og afgørende slag imellem tjuktjere og russere fandt sted for mere end 200 år siden. Russerne ville gøre tjuktjerne til ”jasak” (pelsskat) betalere, som de havde gjort det med de øvrige indfødte folk i Sibirien. Men tjuktjerne var ikke sådan at kue og det lykkedes dem faktisk til sidst, at tilføje kosakkerne og deres indfødte hjælpere et så smædedigt nederlag, at man fra magtens tinde i Kreml opgav yderligere konfrontation og lod dem leve i fred.

Før det kom så vidt, førte Rusland en brutal krig mod tjuktjerne, der varede i hele 3 år, fra 1744-47. Felttoget blev ledet af major Dimitry Pavlutsky, der blev beordret til at fordrive tjuktjerne fra deres hjemland, tundraen, og tvangsforflytte dem til de sydlige egne af Jakutien, ”så de ville glemme deres nomadiske livsform og blive tro undersåtter,” som det hed sig i dekretet. På det tidspunkt kendte tjuktjerne kun til våben af sten og ben, og det blev anset for en smal sag at knække den lille gruppe primitive. Pavlutsky stormede da også brutalt frem og blev hurtigt en berygtet og forhadt figur blandt tjukterne. I deres fortælletradition beskrives hans ansigt som fyldt med skæg, der var stift som skægget på en hvalros, og hans sværd var så bredt at det skyggede for solen. Hans øjne var af jern, runde og sorte, og han bar rustning, så ingen pil kunne dræbe ham. Når han angreb en lejr med sine kosakker og jukagiriske lejesvende blev der aldrig taget fanger. Alle blev slået ihjel: mænd, kvinder og børn. Folket flygtede i alle retninger, men altid blev de fundet af hæren og dræbt eller også gjorde de masseselvmord for at undgå at falde i hænderne på kosakkerne.

Først den 14. marts 1747 vendte Pavlutskys held. Han gik til angreb på en tjuktjerlejer med sin hær, der bestod af 97 kosakker og 35 indfødte. Men tjuktjerne havde organiseret et snedigt overraskelsesangreb og snart var den berygtede tjuktjerbekæmper og hans mænd omringet af 600 krigere, og ved nattetide var alle hans soldater dræbt med undtagelse af Palvutsky selv, der var tilfangetagen. Hadet til ham var stort, så man ristede ham over ilden og skar ham i småstykker og kastede kødet for hundene. Det fortælles, at hans hoved blev bevaret som trofæ blandt tjuktjerne i generationer efterfølgende. Pavlutskys militærekspedition blev den sidste, som Rusland organiserede mod tjuktjerne, der helt ekstraordinært fik lov at leve efter egne love helt frem den kommunistiske magtovertagelse i 1940erne. Det kostede simpelthen betydeligt mere, end det gav i udbytte, at undertvinge sig dem. I et anæmisk dekret blev det stadfæstet, at tjuktjerne kun var delvist underlagt det russiske imperium og var skyldige at betale tribut i det omfang, de selv ønskede det.

Omkring midnat nåede vi rensdyrlejeren, som bestod af 3 ”irangaer”, kuppelformet skindtelte. Vi blev i mødekommet af kvinder, klædt i rensdyrskind og som hev os i armene og råbte ”amto, amto”, der betyder ”velkommen” på tjuktisk. Hele lejeren viste sig, at være lettere beruset fordi en person i gruppen havde fødselsdag. Her var altså ingen iscenesættelse. Vidunderligt! Sammen med Mikkel fra Københavns Zoo røg jeg ind i et telt med den ældste tjuktjer i gruppen, Viktor på 78 år og hans noget yngre kone. Vi sad i deres lille indertelt lavet af rensdyrskind og drak vodka og spiste det der viste sig at være kødet fra et rensdyr-kadaver, der var blevet slået ihjel af ulve. Det spises gerne, selvom kødet er lettere fordærvet. De to gamle spurgte ivrigt til nyheder fra verden, for som de sagde: ”Vi bor her og har aldrig set andet”. Jeg fortalte om København og Danmark. Det er lidt hårdt at være den eneste i gruppen der taler russisk for det meste af tolkningen går igennem mig. Kostja skulle egentlig fungere som tolk, men han gider for det meste ikke oversætte og forsvinder bare, og så hænger alle samtaler på mig.

At være blandt de tjuktjiske rensdyrhyrder var virkelig en oplevelse. Jeg følte mig hjemme igen. For det var det Sibirien jeg kender og har levet i så mange år. Vi danskere fik vores egen Iranga og sov sammen, side om side, i det lille inder skindtelt og lå på et lag af rensdyrskind. Vi lå og pludrede inden vi faldt i søvn i vores soveposer. Alle var glade. Endelig var vi kommet ud i ødemarken, væk fra iscenesættelser og lir. Dette var det rigtige Sibirien!

Se billeder og læs JPs logbog her 

De andre ankom fra Alaska kl. 11.00. Det var Jørgen, som er leder af gruppen og journalist, Lars, der er journalist og Casper der er fotograf. Alle arbejder for Jyllandsposten. Desuden var der Mikkel, som er zoolog fra Københavns Zoo. Marja, som er eskimolog, havde forladt ekspeditionen i Alaska og vendt hjem til Danmark. Til gengæld var to russere kommet til: Kostja, og en fyr som hedder Vladimir, der begge arbejder for det rejseselskab, som organiserer Sibiriensdelen af ekspeditionen. Der var ikke tid til at spise eller tale sammen før vi blev sat på en luftpudebåd og transporteret ned af Anadyr-floden til landsbyen Kanchalan, der ligger omkring 150 km fra Anadyr by. Når vejret er godt gælder det om at komme af sted, ellers risikerer man at sidde fast i dagevis.

Kanchalan er en landsby af rensdyrhyrder, men adskiller sig fra alle andre landsbyer i Sibirien ved at være direkte sponsoreret af Abromovich. Landsbyens ca. 700 indbyggere bor i nyopførte huse af plastic og metal og skolen og administrationsbygningen er også helt nye. Det er en landsby der tjener det klare formål at blive fremvist for udlændinge og vigtige regeringspersoner, som eksempel på det nye i provinsen Tjukotka. Både Ruslands præsident Medvedev og den islandske præsident har besøgt landsbyen. Da vi ankom, stod nogle syngende børn i nationaldragter og tog imod os, alt imens en russisk lærerinde løb rundt og skubbede børnene frem med fade med fisk og kogt rensdyrtunge. Hvilket show off. Tankerne blev ledt tilbage til Sovjetunionens storstilede iscenesættelser.

Vi blev hver installeret hos en privat familie. Jeg kom til at bo med borgmesteren og hans familie. Han er en tjuktjisk mand i begyndelsen af 40erne, som hedder Alec. Der blev ikke sparet på noget: pølse, ost, saftevand og kogt rensdyrkød kom på boret. Jeg fik mit eget værelse med eget fjernsyn. Dejligt, men hele tiden havde jeg fornemmelsen af, at det hele var en iscenesættelse, for alt hvad jeg så og spiste havde meget lidt at gøre med det fattige og udhungrede Sibirien, som jeg kender alt for godt. Det var planen, at vi skulle på fisketur næste dag, men det blev droppet. I stedet valgte vi at tage direkte ud til rensdyrhyrderne. Landsbyen har 6 såkaldte ”rensdyrhyrde-brigader”, og vi skal ud til nummer 4. Det vil indebære en tur på 8 timers kørsel med en ”Vezdehod”, som er en kampvogn uden kanon, der kører på larvefødder hen over tundraen. Jeg håber bare, at ikke også rensdyrlejeren ville være iscenesat. 

Dagen før ekspeditionen begynder - Fremme i Anadyr, Sibirien

Anadyr tæller omkring 15.000 beboere og ligger midt ud på den arktiske tundra. Byen minder ikke om nogen anden by jeg har set i Sibirien. Den er top istandsat med nymalede højhuse af beton og rene velplejet gader. Et helt andet syn end de faldefærdige og affolket bygninger der normalt møder en, når man ankommer til sibiriske byer. Hele herligheden er købt og betalt af Abromovichs oliepenge. Det er ikke så mærkeligt at folk her forguder manden, men samtidigt er det lidt uhyggeligt at tænke på, at et enkelt individ kan være så velhavende, at han kan opfører en helt ny by for sine egne private midler. Anadyrs historie har ellers været noget omtumlet. Den var oprindeligt et russisk fort, der blev opført i midten af 1600-tallet. Men de mange krige med de lokale tjuktji, der nægtede at underkaste sig zaren og betalte pelsskat ”jasak” samt det faktum, at der ikke findes zobel på tundraen, gjorde fortet til en underskudsforretning og det blev derfor nedlagt i løbet af 1800-tallet. Under sovjettiden genopstod byen, som administrativt center i tjukotka og det er også byens rolle i dag. Den producerer ikke noget særligt, udover lidt kul. I lufthavnen blev jeg mødt af Konstantin, eller Kostja, som man forkorter det på russisk. Han skal være vores guide og oversætter. Han var overasket over at jeg taler russisk, men vi kom godt ud af det lige fra starten. Selv er han 32 år og fra Moskva og har tilbragt de sidste 5 år med at rejse rundt i verden. I morgen kommer de andre fra Jyllandsposten og jeg skal bruge ventetiden på at snuse lidt omkring i byen. Lufthavnen ligger på den modsatte bred af Anadyrfloden, så vi skulle færges over for at komme til hotellet. Jeg hvilede et par timer, så mødtes jeg med Kostja og en af hans lokale venner, en jakut, som har rejst med cykel og kano fra Jakutsk over Magadan og Kamchatka til Anadyr. En fantastisk rejse, som han foretog alene og uden våben. Respekt! Jeg mødte også den lokale leder af turistfirmaet, Vladimir, som sammen med Kostja skal guide os til rensdyrhyrdernes lejer. Jeg spiste på en lokal restaurant. Maden i Ruslands nordlige områder er fantastisk: frist rensdyrkød, fisk og alt er lavet fra grunden. Gik hjem og sov og var ganske udmattet. I morgen kommer de andre og vi tager af sted ud i tundraen.

To dage før ekspeditionen starter - Russisk gæstfrihed og rejsebesværlighed

Endelig fremme i Anadyr, hovedstaden i Tjukotka. En dag senere end det var planlagt. Rejsen var, ligesom det plejer at være i Rusland, en noget blandet affære. Da jeg ankom til ”Domodjetova”, en af Moskvas store lufthavne blev jeg ikke mødt af en taxi transporterer, som forventet. Heldigvis var jeg blevet givet telefonnummeret til en hvis Ida, der er en af organisatorerne på den russiske del af rejsen, og som tilfældigvis befandt sig i Moskva. Senere fandt jeg ud af, at hun ikke er hvem som helst, for hun er kusine til guvernøren i Tjukotka, den legendariske Abromovich, som er en af verdens rigeste mænd og ejer af den engelske fodboldklub Chelsea. Ida forsikrede mig, at der var en taxi på vej og efter en halv times venten dukkede en yngre mand op med mit navneskilt. Undervejs til hotellet, ”Slavjanka”, spurgte jeg ind til manden. Han fortalte, at hans navn er Ruslan og er fra Kaukasus og har boet 5 år i Moskva fordi der ikke er noget arbejde at få hjemme i hans landsby. Vi talte om at fra politik til priser på lejligheder i Moskva. Jeg gav udtryk for, at jeg var sulten, men havde endnu ikke fået vekslet rubler. Så skete der det, som man engang imellem kan opleve, når man rejser Rusland, selv i en storby som Moskva. Ruslan tog mobiltelefonen og ringede til sin mor og spurgte hende om han kunne komme forbi og få noget mad, han medbragte en gæst fra Danmark. Kort efter kørte vi ind i en boligblok udenfor Moskva. Jeg blev ført op på 8 etage, hvor en gammel kone med tørklæde om hoved og guldtænder åbnede døren til den lille etværelseslejlighed og bød os velkommen. Jeg blev placeret sammen med sønnen i stuen foran fjernsynet imens hun stillede den ene vidunderlige ret på bordet efter den anden. Der blev drukket vodka, selvom familien officielt er muslimsk. Hvilken fantastisk gæstfrihed. Efter et par timer kørte Ruslan mig til hotellet. Han bad ikke om penge for middagen, men jeg gav ham nogle gode drikkepenge. På hotellet blev jeg konfronteret med den anden side af russisk mentalitet. Jeg måtte vente godt og vel en time før jeg blev serviceret af en sur mokke med affarvet blondt hår. Hun kikkede på mig, som ekspedienter ofte gør i det i Rusland, med væmmelse og foragt. Engang spurgte jeg en russisk ven, hvorfor det er, at ekspedienterne altid giver kunderne en dårlig behandling. Han svarede, ”at de mener at de ikke betales nok til, at de også skal smile til kunden”. Måske har han ret, men den sure attitude er givetvis også et levn fra Sovjettiden, hvor der var permanent varemangel, og dem der ekspederede derfor havde en vis magt over hvem der kunne få varer med hjem og hvem der måtte forlade butikken med en lang næse. Nuvel, hotelværelset var ikke værst og jeg sov fint. Efter planen skulle jeg med flyet til Anadyr kl. 16 lokal tid. Jeg måtte tjekke ud kl. 12 og satte mig i hotellets restaurant og læste i min medbragte roman af James Meek, som hedder ”The People’s Act of Love”, som handler om et lille samfund af religiøse fanatikere i Sydsibirien i tiden omkring den Russiske Revolution 1917. Pludselig ringede Henrik Thomsen fra Jyllandsposten og fortalte, at tidspunktet og lufthavnen var blevet ændret til kl. 20.30 og ”Vnukovo”. Når hvad fanden tænkte jeg og bestilte aftensmad, ”bedre sent end aldrig”. Kl. 17 ankom en taxi og jeg nåede lufthavnen en time senere. Da jeg tjekkede ind skulle alt min bagage gennemrodes. Det sker altid når jeg rejser i Rusland. Min fornemmelse er, at vagterne ikke gør det af frygt for at jeg smuler narkotika eller gemmer en bombe, men fordi at de er nysgerrige efter at se hvad jeg bringer med mig af computere, fotoapparat og andet teknik. Efter en lang tids venten kom vi af sted med et enormt fly, der rummede hen imod 100 passagerer. Planen var, at flyet ville lande i Krasnojarsk i Sydvestsibirien for derefter, at flyve videre mod nordøst til Anadyr, der ligger 11 tidszoner fra Danmark. Det viste sig imidlertid, at flyet aldrig kom videre ind til Krasnojarsk. Flyselskabet havde ikke mere brændstof, hed det sig. En passager forklarede mig, der for øjeblikket er en række skandaler med russiske flyselskaber, der har oparbejdet en kæmpe gæld hos benzinleverandørerne, som derfor har valgt at lukke for hanen. Det har dog ikke tilbageholdt flyselskaberne for at sælge billetter til godtroende rejsende. Resultatet er, at 1000 vis af passagerer er blevet fanget i tilfældige lufthavne i Rusland, hvor de måtte sidde i ugevis uden at nå deres rejses endemål. Sikken noget lort, men der var jo ikke andet at gøre end at vente og se tiden an. Tålmodighed er en dyd, når man rejser i Rusland. Jeg lagde mig til at sove på en bænk i lufthavnen. Da jeg vågnede fortalte en rejsende mig, at man forventede et fly til Anadyr kl. 22 lokal tid. Man kunne jo være heldig at det lykkedes. Jeg spiste på lufthavnens cafe og drak et par øller med en ung med passager, som hedder Pavel. Han var oprindelig militæruddannet men arbejder nu for Abromovichs administration med byplanlægning. En hyggelig fyr. Flyet kom faktisk som planlagt og vi ankom til Anadyr hen på eftermiddagen lokal tid.

Læs mere om Arctic Explorer her