ErhvervsPhD - Christian Suhr

Moesgård Museum / Aarhus Universitet

Guddommelig helbredelse blandt muslimer i Danmark

Hvordan føles det at være besat af en ond ånd? 

Hvordan kan man beskytte sig mod onde øjne og magi?  

I mit PhD-projekt undersøger jeg danske muslimers opfattelser af sygdom og helbredelse. Især undersøger jeg den kategori af sygdomme, vi i en vestlig kontekst ofte beskriver som mentale sygdomme såsom depression, angst, stress, skizofreni etc. Mange af disse sygdomme opfattes i en islamisk kontekst som guddommelige prøvelser. Ofte kan sygdommen skyldes angreb fra onde ånder eller magi. Kilden til helbredelse søges i religionen gennem læsning af Koran vers, eksorcisme, indtagelse af helligt vand, eller udtagelse af beskidt blod.

Jeg undersøger, hvordan sådanne sygdoms- og helbredelsesforløb erfares af muslimske healere og patienter. Som en del af mit projekt kigger jeg også på. hvordan muslimske patienter møder det danske behandlingssystem i psykiatrien. Her mødes forskellige tolkninger af de samme symptomer, hvilket giver anledning til interessante diskussioner om mulige behandlingsformer.

 

 

Film som antropologisk forskningsmetode

Særligt for mit projekt er, at jeg i vid udstrækning anvender film som metode til at komme tæt på menneskelig erfaring. Film kan bringe os tæt på menneskelige følelser og sansning på måder, der er næsten umulige i det traditionelle akademiske sprog. Min afhandling består derfor af en kombination af skriftligt og filmisk materiale, hvor jeg forsøger at udnytte kvaliteterne i begge udtryksformer. 

Overordnet handler mit projekt om hvordan mennesket møder det ukendte og det usynlige. Lidelse er i sin essens usynlig og irreducibel. I et helbredelsesforløb er det imidlertid afgørende, at lidelse gives form, så man kan handle på den. Filmproduktion handler på mange måder også om at formgive det usynlige. I mit arbejde er jeg især optaget af, hvordan montage og forskellige former for filmisk manipulation kan bruges kreativt til at give en fornemmelse for det usynlige.

I takt med at kameraer og redigeringsfaciliteter er blevet billigere og lettere tilgængelige er brugen af film i antropologien blevet ekstremt populær. Her på Moesgård arbejder vi intenst på at gøre stedet til et center for visuel antropologi gennem skabelsen af uddannelsesforløb på bachelor og kandidat niveau samt internationale filmfestivals og konferencer. Visionen er at skabe et miljø for innovation og udvikling i krydsfeltet mellem filmindustrien, akademiet og museumsverdenen.

Produktioner

Tidligere har jeg instrueret de prisvindende film ”Unity through Culture” (RAI 2011, med Ton Otto), ”Ngat is Dead” (DER 2009, med Ton Otto og Steffen Dalsgaard) samt ”Want a Camel, Yes” (Persona Film 2006).

I ”Unity through Culture” (2011) forsøger beboerne på Baluan Island i Papua Ny Guinea at genoplive den lokale kultur, som de mener er blevet ødelagt af kristne missionærer. De arrangerer en stor kulturfestival som resulterer i en lang række problemer, da andre øboere ikke mener man kan genoplive øens kultur med en festival. Traditionelle ledere mener faktisk, at Baluan aldrig har haft en kultur. "Kultur" kommer også fra den hvide mand, og "kultur" truer med at ødelægge øens gamle traditioner, siger de.

”Ngat is Dead” (2009) fortæller historien om, hvordan antropologen Ton Otto rejser til den lille ø Baluan i Papua Ny Guinea for at udføre en række ritualer til ære for hans afdøde adoptiv far. Ton’s dobbelte rolle som forsker og som medlem af en lokal klan bliver dermed sat på en række prøver, hvorigennem vi får et indblik i hvordan antropologisk viden bliver til i tæt samspil med de mennesker, der studeres. 

Sammen med Rane Willerslev har jeg redigeret antologien ”Transcultural Montage” (Berghahn, in press) som består af 19 kapitler skrevet af antropologer, filmteoretikere, instruktører, fotografer og udstillingsdesignere som alle giver deres bud på hvad montage, film, fotografi, og etnografiske udstillinger kan bruges til i en ny eksperimenterende visuel antropologi.