Postdoc. - Anders Emil Rasmussen, antropolog, Ph.d.

Aarhus Universitet / Oslo Kulturhistorisk Museum

Døden, dens materialitet og tidslighed

Jeg har arbejdet med befolkningen på en mindre øgruppe i det nordlige Papua Ny Guinea i gennem de seneste 5 år. Disse undersøgelse har belyst lokale begreber om viden, værdi, udveksling og om den sociale persons sammensætning. I studierne af materialitet har fokus været på kanobyggeri, penge og gaveudveksling. Mit seneste længerevarende feltarbejder foregik i Manusprovinsen i Papua Ny Guinea såvel som i landets hovedstad Port Moresby, hvor jeg fokuserede på de forandringsprocesser som introduktionen af penge har givet anledning til. Mit nuværende projekt handler om døden, dens materialitet og tidslighed i samme område. Projektet er del af et større forskningsprojekt i samarbejde med Aarhus Universitet og Oslo Kulturhistorisk Museum.

Gradvis død og personens opløsning i Manus, Papua Ny Guinea

Kan personen dø uden at forsvinde? Hvilken rolle spiller materielle genstande i personens potentielle kontinuitet efter døden? Blandt Titanfolk i Papua Ny Guinea opfattes personen som tilstedeværende blandt de levende længe efter den biologiske død. Kun gradvist bliver visse afdøde til forfædre-ånder hvis hjælp man kan bede om, men hvem også bør frygtes og kan skade de levende. Senere igen forsvinder de døde helt fra konkrete sociale relationer og bliver uidentificerbare ånder. Tidligere kunne denne gradvished i døden observeres i skeletteringen af den afdødes knogler og anden omgang med den dødes krop. I dag er dødens gradvished reflekteret i hvordan gravmonumenter opbygges over lang tid startende som simple markeringer med planter og lignende for så efter måneder eller år at blive færdiggjorte med cement støbt på graven af særligt vigtige personer. Før døden sker en lignende gradvis opløsning af personen. Når en ældre person forudser eller sågar beslutter sin egen nært forestående død, begynder han eller hun så at sige at distribuere sig selv. Særlige styrker og færdigheder gives væk som ejendele der lever videre i modtageren og dermed sikrer kontinuitet efter døden. Med denne opløsning af personen begynder døden gradvist og her foregribes personens materille genkomst i nye materille former efter den biologiske død. Eksempelvis videregiver den gamle kanobygger sine færdigheder til en udvalgt efterfølger inden for den mandlige afstamningslinje. Disse færdigheder anerkendes i efterfølgeren når de tager materiel form i udformningen af en kanostævn som har den samme særegne udformning som forgængerens. 

Sådanne begreber om personen, om hvad det vil sige at være et dødeligt menneske, kan hjælpe os til at for en bedre forståelse af hvordan mennesker i forskellige tider og steder tilskriver tilværelsen mening og tidslighed med døden som horisont.