Makonde figurer

Makondefolkets land ligger omkring floden Ruvuma, på grænsen mellem Tanzania og Mozambique. Fra gammel tid har de æret hemmelige, magtfulde og mystiske væsner.  Til rituel brug udskar de billeder af disse væsner.  Dette er roden til det vi i dag kalder makondefigurer.  I modsætning til de gamle, forgængelige blødt-træs skulpturer, er makondefigurerne typisk af hårdt træ (fortrinsvist ibenholt) og primært fremstillet med henblik på salg. I 1900-tallet drog mange makonde nordpå for at arbejde i Tanganyika. I deres nye lokalsamfund, nær Dar es Salaam, udviklede de mange af de moderne stilarter i makonde-træskæring. Det er også fra dette område, skulpturerne i vores samling stammer.  Makonde-stilen har senere spredt sig til det meste af Afrika (og verden).  Figurerne i vores samling er alle af oprindelige makonde kunstnere, og de fleste er signeret. Hver figur er derfor at betragte som et selvstændigt kunstværk, og figurerne har da også alle været udstillet som sådanne i flere internationale sammenhænge.

Der er tre hovedretninger indenfor de moderne makonde stilarter: En naturalistisk stil, der har meget tilfælles med anden folkelig kunst.  En mere surrealistisk ’Shetani-stil’, hvor træskærerne trækker på myter og overtro i sine figurer. En shetani kan sammenlignes med en ånd, trold eller djævel.  Figurer i shetani-stilen forestiller ikke nødvendigvis sådanne væsner, men har altid visse særlige fællestræk med disse.  Den tredje stilart er Ujamaa, den beskæftiger sig med søjler af sammenfiltrede menneskeskikkelser.  ’Ujamaa’ er swahili og betyder ’samarbejde’ eller ’fællesskab’ – et slagord brugt i forbindelse med Østafrikas frigørelse fra det engelske overherredømme. Omkring denne begivenhed blev der fremstillet mange tykke og høje Ujamaa-søjler, der viser et mylder af sammenvævede menneskeskikkelser – symbolsk på en måde folk forstod.  

Figurerne er indsamlet 1966-1970 af Jørn og Else Korn. De blev doneret til Moesgård Museum i 2009.  Hr. og Fru. Korn har ikke alene udvist stor kritisk sans, således samlingen kun indeholder figurer af højeste håndværks-mæssige kvalitet, de har også indsamlet kunstnernes beretninger og dermed sikret at de fleste figurer har bevaret deres personlige historier.  

Samlingen består af 438 makondefigurer.  Du kan nedenfor se et lille udsnit sammensat af forskellige stilarter og kunstnere.

Et ældre ægtepar kryber sammen hos hinanden. Udenfor kan de hører shetanier og spøgelser fare rundt og skaber sig i den afrikanske nats dybe mørke. Af ukendt kunstner i makonde træskærernes naturalistiske stil.

En mand holder sin kvinde for munden. Snakker hun for meget? Eller er det fordi han hører noget farligt? En shetani måske? Af ukendt kunstner i makonde træskærernes naturalistiske stil.

To bittesmå shetanier sidder og hvisker hemmeligheder til hinanden. Af Rashidi bin Mohamed i makonde træskærernes shetani-stil.

Denne gamle shetani står med øret mod en tyk planke og lytter til de små shetanier som plejer at bo i træ. Af Rashidi bin Mohamed i makonde træskærernes shetani-stil.

Portræt af en heksedoktor. Af Rashidi bin Mohamed i makonde træskærernes naturalistiske stil.

En kamæleon-shetani. Af Hossein Anangangola i makonde træskærernes shetani-stil.

Nailu er en lille shetani der ligner og lever som en kamæleon. Den er dog langt mere livlig i sine bevægelser end dette reptil. Af Nafasi Mpagua i makonde træskærernes shetani-stil.

Portræt af en shetani som ligner en mand. Mønsteret i hovedet og de tilspidsede tænder er traditionelle skønhedsbehandlinger for makonde-folket. Af Yoseph Francis i makonde træskærernes shetani-stil.

Ujamaa-skulptur af ukendt kunstner.

Mand med sin øl-kalabas. Af Kwangika i makonde træskærernes naturalistiske stil.