Digitale udstillinger


Én verden - 1000 historier

Denne digitale udstilling blev udviklet i forbindelse med en stor særudstilling i 2008.  Her bød Moesgård Museum velkommen til en opdagelsesrejse ind i tingenes verden. Udstillingen tog udgangspunkt i de etnografiske samlinger på Moesgård Museum, som omfatter godt 50.000 genstande fra hele verden. Her er alt, hvad hjertet kan begære af smukke og eksotiske genstande – fra farvestrålende masker fra Indien, sko af fiskeskind fra Island og en velbevaret mumie fra Peru over prægtige klæder fra Ghana og udtryksfulde masker fra forskellige lande i Afrika til en komplet samuraidragt fra Japan og kæmpetrommer fra Papua Ny Guinea. Det er genstande, som hver især fortæller en historie om de mennesker, som har brugt og fremstillet dem, og om den opfattelse af verden, indsamlerne har haft.  

Hidtil havde genstandene i De Etnografiske Samlinger udelukkende været vist i forbindelse med særudstillinger, der har handlet om en bestemt egn af verden. I udstillingen Én verden – 1000 historier blev samlingerne for første gang præsenteret i deres mangfoldighed. 

Se udstillingen


Flettede kunstværker og kontraster fra Borneos regnskove

Denne digitale udstilling er baseret på en specialudstilling, som blev præsenteret på Moesgård Museum til Pileforeningens årlige Pilefestival d. 21.-22. august 2010. Udstillingen omhandler flettet kunsthåndværk fra Borneos oprindelige folkeslag i regnskoven, med temaet 'kontrast' som omdrejningspunkt. Udstillingen blev lavet af Hanne Christensen fra Moesgård Museum i samarbejde med Pileforeningen.  Den er også en del af projektet: Regnskovens Kulturskatte - Bevaring og Formidling.

Se udstilling på dansk eller engelsk


Afghanistan bag Overskrifterne

Påvirket af de dramatiske begivenheder i efteråret 2001 lavede Moes-gård Museum en udstilling, der gav et bredere og mere nuanceret billede af Afghanistan, end det der blev præsenteret i pressen. Udstillingen blev vist på Moesgård Museum i perioden 1. december 2001 til 22. februar 2004. Netudstillingen er lavet som et supplement til udstillingen og fortæller bl.a. om Afghanistans historie, håndværk og erhverv, tro og kultur, Talibans indflydelse før 2001 og flygtninge.

Se udstillingen


Hindu.dk

Den etnografiske udstilling www.hindu.dk vil formidle den indiske hinduismes måde at tænke på. Dette kan kaldes for den indiske hinduismens ontologi, tanken om at mennesket er en del af en større helhed, og at der ikke findes nogen afbrudte linjer mellem mennesket, fortid, nutid, himmel og kosmos. For at illustrere dette har vi valgt at bruge en række fotografier, uddybende artikler, lyd og film, der på hver sin måde viser dagligdagen, oplevelse og dermed hinduisme i praksis.

Se udstillingen


Har du spørgsmål?

Så er du meget velkommen til at kontakte den relevante medarbejder hos De Etnografiske Samlinger.   Du finder os her.