Runehallen

I Moesgård Museums runehal findes en enestående samling af runesten fra vikingetiden. Ikke mindre end fem af dem er fundet i Aarhus by.

En af runestenene bærer en stor maskefigur, der bruges som museets logo. Betydningen af masken er uklar, men måske er den et symbol, der skal afværge ondt.

Mindesten

Runestenene er ikke egentlige gravsten, men mindesten, som blev placeret ved veje, broer, vadesteder og andre steder, hvor mange kom forbi. Indskrifterne fortæller som regel om både den der lod den rejse og den eller dem, som stenen er rejst over.

Indskrifter

Runestenene i runehallen stammer fra perioden 970-1025 e.Kr. To af stenene er så ødelagte, at teksten ikke kan tydes, men resten kan man læse det meste af:

"Gunulv og Øgot og Aslak og Rolf rejste denne sten efter deres fælle, Ful. Han fandt døden (...), da konger kæmpede" (Maskestenen, Aarhussten 4, fundet i fundamentet af Aarhus' gamle vandmølle i Mølleparken).

"Keld rejste denne sten efter sin fader, Inge" (Aarhussten 5, fundet i fundamentet til Vor Frue Kirke)

"Toke Smed rejste stenen efter Troels, Gudmunds søn, som gav ham guld og frelse." (fundet i Hørning)

"Toste og Hove rejste sammen med Fredbjørn denne sten efter Asser Saxe, deres fælle, en meget velbyrdig dreng. Han døde som den største unidding blandt mænd. Han ejede skib sammen med Arne." (Aarhussten 6, fundet i fundamentet til Vor Frue Kirke)

"Tydkil rejste denne sten til minde minde om Tue, sin svoger/svigerfar."