Illerup Ådal - fjendens ansigt

Våbenofringerne fra Illerup Ådal tæt ved Skanderborg hører til blandt Moesgård Museums absolutte highlights.

Siden 1950, hvor de første fund blev gjort i Illerup Ådal, er der udgravet ikke færre end 15.000 genstande, som er dele af en jernalderhærs udrustning. Mange års forskningsindsats har gjort det muligt at forklare de enkelte genstande og deres funktion og at rekonstruere krigernes udrustning.

Kamp og ofring

Illerupfundet omfatter flere forskellige ofringer, men den ældste fra omkring 200 e.Kr. er langt den mest omfattende. Omkring 1000 krigere på mere end 50 store skibe sejlede dengang fra Norge og Vestsverige ned mod den jyske østkyst. De gik i land og blev slået. Deres udstyr blev herefter ofret i Illerup Ådal som tak for sejren. Det er dette imponerende udstyr, som udstilles og forklares på Moesgård Museum.

Tæt på jernalderkrigeren

Den store mængde fund har sat forskerne i stand til at tegne et usædvanlig detaljeret billede af de slagne krigere og af den offerhandling, der fandt sted i Illerup Ådal i en fjern fortid. Da flere af genstandene, for eksempel sværdklinger, sværdophæng og mønter, er romerske, er fundet samtidig et vidnesbyrd om en tæt kontakt til det mægtige Romerrige; det skandinaviske område var for 1800 år siden en aktiv del af den historiske udvikling i Europa.

Ofringer

Ikke mindst den voldsomme og bevidste ødelæggelse af de ofrede våben gør indtryk: skjoldbuler er revet af skjoldene og gennemstukket af lanser, sværdklinger er bøjet sammen, spydstager er brækket over og ægge på spydspidser og sværd er ødelagte. Skaderne er ikke sket i kampens hede, men er foretaget bevidst i forbindelse med offerceremonien. Ved den lejlighed blev også fjendens heste hugget og stukket ned og ofret til guderne.

Jernalderens våbenofringer

Der er i Sydskandinavien fundet op mod 50 våbenofringer fra jernalderen på godt en snes lokaliteter. De fleste stammer fra Jylland og Fyn. Blandt disse fund er Illerupfundet et af de største, mest betydningsfulde og mest velundersøgte.

Et oplevelsesrum for børn

I tilknytning til udstillingen om våbenofringerne er der etableret et særligt oplevelsesrum for børn, hvor historien om det store slag og ofringen er formidlet i børnehøjde under titlen Laguthewas togt. Læs mere