Østjydske Amatør Arkæologer

Foreningen Østjydske Amatør Arkæologer blev etableret i 1981, og har til formål at samle interesserede amatørarkæologer for i fællesskab at være med til at udforske fortiden samt være Moesgård Museums arkæologer behjælpelig med udgravninger af nye fundsteder.

Foreningens aktiviteter

Der afholdes i foreningen et antal arrangementer om året med interessante arkæologiske foredrag i bygningen Bassebo på Moesgård Museum. Disse foredrag er kun for vores medlemmer og er naturligvis gratis.

Ligeledes afholder vi en sommerudflugt til en interessant lokalitet, ofte med en efterfølgende frokost på en kro.

Desuden har vi et julemøde, hvor arkæologer fra Moesgård Museum fortæller om den sjoveste eller mest spændende arkæologiske oplevelser i løbet af året, inden vi hygger os sammen med en julemenu.

Til de to sidstnævnte arrangementer betaler alle deltagerne et beløb, og det er tilladt at tage en ledsager med, der ikke er medlem af foreningen.

Kom med på udgravning

Der er mange af foreningens medlemmer, som deltager i udgravninger, når de har tid og lyst. Alle udgravninger ledes af en professionel arkæolog, og hvis du bliver medlem, kan du også være med. Du vil blive hjulpet af andre erfarne amatørarkæologer under opsyn af de professionelle. Der er også flere, der frivilligt hjælper med at rengøre og registrere de fundne effekter på selve museet.

Kontingent og indmeldelse

Foreningen udsender "Meddelelser" 4-5 gange om året til medlemmerne med oplysninger om foreningens aktiviteter. Kontingentet er 150,00 kr. om året.

Medlemskabet giver gratis adgang til Moesgård Museum og til de foredrag, der afholdes der. Har du lyst til at vide mere om Østjydske Amatør Arkæologer, eller vil du være medlem af foreningen, der i øjeblikket tæller omkring 95 medlemmer, så læs mere på vores hjemmeside www.graverne.dk eller sendt os en mail på: graverne@mail.tele.dk