Nyt museum på vej ved Moesgård

I øjeblikket opføres en ny museumsbygning ved Moesgård, som åbner for publikum i efteråret 2014. Der er tale om en helt unik bygning skabt af Henning Larsen Architects, som føjer sig smukt ind i det velbevarede guldalderlandskab omkring herregården - bygningen åbner sig som et moderne Elverhøj fra landskabet.

Udstillinger og publikumsfaciliteter

Den nye museumsbygning vil danne rammen om en ny og engagerende formidling, der sætter fokus på mennesket og den gode historie, inddrager nye virkemidler og giver plads til både indlevelse, udfoldelse, eftertænksomhed og diskussion. De nye udstillingsrum vil endvidere blive et vindue for arkæologiske og antropologiske forskningsprojekter på Aarhus Universitet. 

Udstillingerne bliver museets hjerte, men desuden vil den ny museumsbygning indeholde museumsbutik, café, særlige rum til skoleformidling, auditorium med plads til 250 personer, konferencefaciliteter og mange små "oaser", hvor der kan foregå forskellige aktiviteter eller som giver rum til afslappet samvær.

Vinderprojekt fra Henning Larsen Architects

I efteråret 2005 vandt Henning Larsens Tegnestue arkitektkonkurrencen om at tegne en ny museumsbygning. Vinderprojektet er en 15.000 kvadratmeter stor bygning, der spiller hensynsfuldt sammen med herregårdens omgivelser og rejser sig fra landskabet som et "moderne Elverhøj".

Den samlede pris på opførelsen af den nye bygning er på 345 mio. kr., og der er modtaget tilskud til byggeriet fra følgende: VELUX FONDEN, VILLUM FONDEN, OAK Foundation Denmark, Augustinus Fonden m.fl., Aarhus Universitet, Århus Kommune og Kulturministeriet.  

Tidsplan

Startskuddet til nybyggeriet gik for alvor i maj 2006, hvor Moesgård Museum kunne konstatere, at størstedelen af det økonomiske grundlag for udbygningen var sikret gennem blandt andet fondsmidler.

I december 2010 blev der tegnet kontrakt med MT Højgaard A/S og Lindpro A/S der skal bygge museet. Første spadestik blev taget den 28. januar 2011 og byggeriet vil vare frem til efteråret 2013. 

Det nye museum forventes at åbne for publikum i efteråret 2014.